Det er paa Tiden, bort jeg vandre maa, <br />Den blege Død har lammet mine Kræfter, <br />Det dunkle Eventyr jeg skal bestaae, <br />Som Sjælen frygter og dog længes efter. <br /> <br />5 Hvad meest jeg elsked, fandt i Graven Skjul, <br />Og ingen Ungdomsven jeg har tilbage, <br />Jeg stod i Verden som en fremmed Fugl, <br />Hvis Sang kun var et Suk fra svundne Dage. <br /> <br />Hvad jeg har virket, har jeg fast forglemt, <br />Det spredtes rundt som Løv for kolde Vinde, <br />Kun Eet jeg veed, det har mit Hjerte gjemt, <br />Min Barndoms Tro, den gik mig ei af Minde. <br /> <br />Og jeg har forsket rundt i mangen Bog, <br />Og jeg har siddet ved de Viises Side, <br />Trods deres Ord dog blev jeg lige klog <br />Paa det, som allerhelst jeg vilde vide. <br /> <br />Thi Jordens Kløgt ei give kan Besked <br />Om hvad der skimtes gjennem Gravens Rifter, <br />Og hvad enfoldig Fromhed her ei veed, <br />Det sees ei heller i de Vises Skrifter. <br /> <br />Dog var der Een, hvis Øie længer saae, <br />Hvis Ord skal staae, naar Jordens Kløgt forsvinder, <br />»Hvo ikke bli'er som en af disse Smaa,« <br />Saa talte han, »ei Himlens Veie finder.« <br /> <br />Du Frelsens Aand, forlad da Du mig ei! <br />Og tag den Kundskab bort, der mig forvilder! <br />Udslet min Synd og led Du mig paa Vei, <br />Igjennem Dødens Nat til Livets Kilder!<br /><br />Johannes Carsten Hauch<br /><br />http://www.poemhunter.com/poem/afsked-fra-verden/
